Den perfekte brudekjole

– vores 10 bedste råd til at finde den perfekte brudekjole

Den største dag i dit liv skal selvfølgelig foregå i dit livs smukkeste kjole. Der findes så mange forskellige modeller, så mange prislag og så mange meninger – så hvordan finder du den rette? Vi giver dig vores 10 bedste tips til, hvordan du finder den perfekte brudekjole.

 

1. Gør dit forarbejde

Inden du fysisk går ud og leder efter den perfekte brudekjole i butikkerne, bør du brainstorme over, hvilken kjole, du godt kunne tænke dig. Tænk over hvilken stil din brudekjole skal være, farver, form og model. Inddrag også gerne de mange prinsessedrømme og forestillinger, du har haft, når du har tænkt på dit fremtidige bryllup.

En anden ting, du kan inddrage i dine overvejelser, er, hvilke typer kjoler, som du har fået komplimenter for af din kæreste eller andre. En sidste overvejelse er at tænke over, hvilken reaktion du ønsker at få fra din kommende mand, når han ser dig i kjolen første gang. Skal han synes, du er gudesmuk, rålækker eller dødsexet? Der er forskel!

 

2. I gang i god tid

Ingen panik – lige meget hvor kort eller lang tid, der er til dit bryllup, skal du nok finde den perfekte brudekjole. Alligevel er det fornuftigt at starte jagten i god tid for at undgå at blive stresset. Start gerne allerede et halvt år før, så du både har tid til at overveje de forskellige kjoler, at få syet den valgte kjole til og eventuel levering i den forbindelse.

 

3. Lav en aftale

Struktur er aldrig en dårlig ting. Det, der desværre ofte sker i jagten på drømmekjolen er, at bruden begynder at stresse på grund af de mange følelser og indtryk, som kan føre til en mere uorganiseret tilgang til brudekjole-købet.

Hvis du derimod laver en aftale med en brudebutik og i forvejen fortæller ekspedienten om dine ønsker, kan denne lave en fremvisning eller give dig et udvalg af brudekjoler at se igennem først.
På denne måde bliver du ikke stresset eller lader dig forvirre af alle de mange kjoler, men går afslappet og målrettet ind til opgaven. Samtidigt får du også hurtigt en idé om, hvilken stil din kjole skal have.

 

4. Gør prøvningen så realistisk som muligt

Det kan være svært at stå i en fin stropløs brudekjole, hvis man har en skrigfarvet BH under. Ellers hvis du forestiller dig at have fine sko på til brylluppet men i spejlet kun ser kjolen og dine bare tæer.
Selvom mange brudekjolebutikker ofte har ting og accessoires, du kan låne, så du bedst muligt kan forestille dig dit endelig look, kan det være en god idé at medbringe både sko i den højde, du forventer at have på til brylluppet i en neutral farve samt en stropløs BH.

 

5. Ladies in waiting

Det er en stor ting at kigge på brudekjole, hvorfor det for mange er naturligt at tage både forældre og veninder med. I denne forbindelse bør du gøre dig nogle overvejelser omkring, hvem du bare have med, og hvor meget deres mening må vægte. Det er svært at sige nej til mor, hvis hun sidder med tårer i øjnene over, hvor smuk hendes datter er. Det er rigtig fint med gode råd og ærlige meninger men husk på, at det er dig, der skal giftes og dermed dig, der skal føle dig som verdens smukkeste brud – også selvom du ikke gør det i den kjole, som mor og følget nødvendigvis synes er flottest.

 

6. Udnyt ekspedientens ekspertise

Selvom du kan have fået dig en god idé til, hvilken stil din brudekjole skal have, kan det være en rigtig god idé at have et open mind, hvis ekspedienten kommer med nogle forslag.

Du skal tænke på, at de har set utrolig mange kvinder med forskellige kropstyper i mange forskellige brudekjoler. Selvom du altid har din ret til at sige, at kjolen ikke er din stil, kan det jo være hun tidligere har oplevet, at netop den type kjole, vil passe godt til dig.

 

7. Hold godt fast i tegnedrengen

En brudekjole kan være en stor post i bryllupsbudgettet. Noget helt essentielt er derfor at aftale et fast budget og smertegrænse for, hvad brudekjolen må koste – og dernæst overholde dette. En god idé er derfor at fortælle ekspedienten, hvad dit budget er og gerne gå 1000 kroner under dette. En sælger skal sælge, så denne vil typisk finde nogle muligheder, der ligger lige på grænsen for dit budget. Ved at sænke budgettet en smule overfor ekspedienten kan du både være heldig at gøre en god handel og samtidig have lidt spillerum. Et sidste fif er at tænke både slør, sko, kappe og andre accessoires ind i dette budget – prisen på tilbehøret kommer altid som en overraskelse, og der er stor risiko for at overstige budgettet, hvis disse ikke er indtænkt i budgettet.

 

8. Hold hovedet koldt

Det er helt forståeligt, at du vil være på den sikre side og prøve alle kjoler, som kunne være den helt perfekte for dig. Men der er også grænser for, hvor mange kjoler, du skal prøve, før det gør mere skade end gavn.

Det kan være rigtig uoverskueligt at besøge mange forskellige brudekjolebutikker. Vi anbefaler derfor, at du sætter en fod i jorden efter du har besøgt et par stykker, hvis du har nogle gode og realistiske muligheder at vælge i mellem og såfremt du føler, at en af dem kunne blive den perfekte brudekjole for dig.

Det er forfærdeligt at gå rundt og tro, at græsset er grønnere på den anden side – derfor er det i sådan en situation vigtigt at holde hovedet koldt og stole på sin mavefornemmelse om, at man har valgt den perfekte kjole. Ellers bliver du aldrig helt tilfreds med kjolen, du har købt.

 

9. Nyd denne specielle tid og vær til stede

I vores tid er det nærmest blevet hverdag at tage billeder og forevige alt, der foregår omkring os, ofte for at smide det op på de sociale medier.

Men i nogle situationer kan det være en god idé at lade telefonerne ligge lidt. For dig vil det være utroligt rart, at folk ikke ser dig igennem kameraet men i stedet er nærværende og hjælper dig med at vælge den helt rette kjole. Samtidigt kan du nyde de flotte kjoler og få en god snak med din familie og veninder om de prøvede kjoler.

Dog kan det være en god idé at have et billede af dig i brudekjolerne, hvis du ikke kan beslutte dig om, hvilken kjole du skal vælge. På den måde slipper du for at tage de samme kjoler af og på alt for mange gange.

 

10. Gå med din mavefornemmelse

Din bryllupsdag er en lang dag, og du skal have din brudekjole på i flere situationer og i mange timer. Derfor er det vigtigt, at du ikke kun vælger den kjole, du føler dig smukkest i men også sørger for, at den ikke er ubehagelig og ikke mindst, at du føler dig godt tilpas, når du har den på.

Bryllupsdagen er en dag, du aldrig vil glemme, og det vil derfor være super ærgerligt, hvis du vil huske tilbage på kjolen som et irritationsmoment.

Vi er dog sikre på, at du nok skal følge din mavefornemmelse og finde den helt rette kjole. Du ved, kjolen er fundet, når du føler dig smuk og godt tilpas i den, og når du på ingen måde kan vente med at vise din partner den. Med andre ord, når alt går op i en højere enhed.